Camping Ca' Savio

Camping Ca' Savio – Cavalino Treporti, Venezia

Vores oprindelige plan var Camping Marina di Venezia, men der var optaget da vi nåede frem midt på dagen. Vi blev tilbudt at trække et nr. og overnatte på en rasteplads lidt væk fra campingpladsen, de kunne dog ikke love os at der ville komme en ledig plads, så vi valgte at køre videre. Vi var utroligt skuffet, da vi til Campingmesse i Bella Center i januar havde talt med udstilleren af Marina og han forsikrede os om at det var for sent at bestille plads og vi bare skulle køre derned, så var der max en 3-4 timers ventetid på en plads.

Nå, men vi gider ikke ærgre os for lang tid af gangen, det er bare spild.

Pladsen er den sidste på Lido de Jesolo og vi havde lige passeret hen ved 22 pladser på vejen, vi så det derfor ikke som et problem at finde en anden.

 

Vi sprang en enkelt plads over og endte på Ca' Savio, hvor vi ventede ca. 20 min. på en plads. Der var optaget, men de kunne dog godt klemme os ind, da vi skulle ligger der i min. 7 overnatninger.

Pladsen er en af de større på lidoen. Der er to overfyldte swimmingpools og masser af underholdning for børn.

Der ligger en pragtfuld sandstrand og det var jo det rene eldorado i forhold til stenstanden vi lige var kommet fra i Kroatien.

Toilet/bade-forhold var nogenlunde, dog ikke så rent tidligt om morgenen og sent om aftenen.

Supermarkedet har et super godt udvalg med friske varer og rimelige priser. Der ligger et par take-away, pizzeria, samt restaurant der laver fantastisk dejlig mad. Personalet er meget venlige og hjælpsomme.

Den nærmeste "by" ligger 5-10 min. gang fra pladsen og har et par restauranter og souvenirbutikker. Vi gik ca. 3 km. tværs hen over øen og kom til byen Treporti, der har en havn samt et par restauranter. Herfra sejles der til Venedig, samt de andre småøer. På vejen til Treporti ligger et større supermarked.

Vi havde valgt denne del af Italien, da vi ville opleve Venedig. Ellers er der ikke meget at få på opleveren. Det er dase/bade-ferie og det er da heller ikke at fornægte, men ikke for lang tid ad gangen for vores vedkomne.

Lidoen er meget lang, 10 km., og meget kedelig, der ligger kun souvenirbutikker og få restauranter koncentreret omkring campingpladserne.

 

Venedig skal bare opleves. Det er en pragtfuld og meget speciel by. Vi valgte at købe en kombi-billet på campingpladsen. Den gælder ud og hjem til lokalbussen, (som holder 800m fra pladsen og kører til færgen i Punta Sabbioni), til færgen og til Vaporetto (vandbussen) i Venedig. Den gælder 12 timer og koster 21,60 € pr. person.

Køb et kort over Venedig, vi købte et på campingpladsen og det var guld værd.

 

Sejlturen til Venedig tager ca. 45 min. Vel ankommet stod vi stod af færgen gik omkring 100 m. til venstre og stod på Vaporetto nr. 2.

Det kan klart anbefales. Vi sejlede en times tid og nåede at se rigtig meget af Venedig fra kanalsiden. Den sejler ligeledes gennem Canal Grande og vi fik et godt indtryk af Venedig allerede der og det gav ligesom en ro over det vi gerne ville nå at opleve. Sejlturen endte samme sted som vi stod på.

Så var det bare om at kridte skoene og udforske den smukke by. Nyde en italiensk Spaghetti Carbonara med et glas iskold hvidvin til, se gondolerne sejle rundt i de små kanaler, sidde på en af de utallige kanalcafér og se livet på kanalen, kysse på Sukkenes Bro, opleve livet på Markuspladsen, etc. etc...... og for til sidst at spise en italiensk pizza med udsigt til Rialtobroen. Derefter sejlede vi hjem og fik et fantastisk syn af Venedig by Night fra kanalsiden.

 

https://www.casavio.com/dk/camping-casavio.html