Camping Möltenort

Camping Möltenort Kiel

Efter at have tilbagelagt 536 km på lidt over 7 timer fra Køln til Kiel, nåede vi Camping Möltenort. Vi havde bestilt plads på forhånd og fik da også en plads lige ud til vandet. Vi blev vist på plads af campingmutter og vognen skulle stå snorlige på linje med de andre, så Bo måtte bare rette ind og høre efter hvad hun sagde. Det blæste temmelig meget og vores plads lå i skygge, pga. det eneste træ der står langs vandet. Vi fik hurtigt pakket ud og krøb ind i campingvognen og fik varmen.

 

Pladsen er ikke så stor. Der ligger mange fastliggere i midten af pladsen og de er indrettet lidt kolonihaveagtigt. Toilet/bad er pæne og velholdte. Der er en lille butik med det mest nødvendige og morgenbrød kan bestilles. Der er et lille spisested og der spiser man ganske udmærket.

 

Området omkring campingpladsen er meget velegnet til gå/cykelture. Vi hoppede på cyklerne og kørte til den hyggelig lille by Laboe, få km derfra. Strandpromenade, mad, is, souvenirs og masser af strand med små ”cabanas” man kan leje. Oppe bag strandpromenaden, ligger der et supermarked. Vi kørte videre ud af byen og umiddelbart lige efter ligger U-båden U995 , som er et mindesmærke fra 2. verdenskrig. Vi var inde i ubåden og oppe i tårnet der står næsten ved siden af. Der er udstilling om 2. verdenskrig inde i tårnet og på toppen en udsigtspost, hvor der var en fantastisk udsigt over land og vand. Vi kunne se Als og Ærø, det var lidt imponerende.

 

En rigtig dejlig ferie er slut. Det har atter været en skøn ferie med masser af spændende oplevelser og ikke mindst afslapning. Vi glæder os allerede til næste år!

http://www.campingplatz-möltenort.de/39994.html